top of page

Ekstraordinær generalforsamling

Emne: Indkaldelse til ekstraordinær generalforsamling i IFN’s Kunstvenner

​

Kære medlemmer af IFN’s Kunstvenner

​

IFN’s Kunstvenner har gennem de senere år udviklet sig meget. Ikke mindst har Nørhalne Viser Kunst vokset sig til en stor og vigtig aktivitet, som ud over fantastiske kunstoplevelser også har skabt et økonomisk overskud, der giver os mulighed for at gøre noget ekstra for Nørhalne og vores lokalsamfund.

Den mulighed har vi allerede benyttet os af i forskellige sammenhænge. Foreningen har blandt andet bidraget til skulpturen ved hallen, vægmaleriet i idrætshallens foyer, gavlmaleriet ved busstoppestedet, Tingstedet/stenformationen ved forsamlingshuset mv. I øjeblikket er vi desuden i dialog om en større donation til udsmykning i forbindelse med skolens nye byggeri. Netop denne donation har aktualiseret bestyrelsens behov for et klarere grundlag at agere ud fra.  

Vi ønsker også fremover at kunne bruge en del af de midler, som skabes gennem Nørhalne Viser Kunst og andre større aktiviteter, til initiativer, projekter og gode idéer, der kan skabe værdi for Nørhalne og det stærke fællesskab, vi har her. Det kan være kunst og kultur, men det kan også være andre almennyttige projekter til glæde for byen og lokalområdet.

Vores nuværende vedtægter er mere end 30 år gamle og er skrevet til en anden virkelighed, hvor foreningens økonomi og aktiviteter havde et væsentligt mindre omfang. Derfor er det efter bestyrelsens opfattelse på høje tid, at vedtægterne bliver ført ajour.

Vi har i den forbindelse søgt juridisk rådgivning og har på den baggrund udarbejdet et forslag til nye vedtægter. Forslaget fastholder, at medlemskontingenter og medlemsrelaterede indtægter som udgangspunkt anvendes til glæde for medlemmerne, blandt andet gennem indkøb af kunst til det årlige medlemslotteri. Samtidig skabes der et klart vedtægtsmæssigt grundlag for, at overskud fra Nørhalne Viser Kunst og andre større arrangementer, sponsorater, donationer mv. kan anvendes til almennyttige formål i Nørhalne og lokalområdet.

Bestyrelsen indkalder derfor til:

Ekstraordinær generalforsamling
søndag den 15. november kl. 10.00
Nørhalne Hallen (1. sal)

Dagsorden

  1. Valg af dirigent

  2. Bestyrelsens orientering om baggrunden for forslaget til nye vedtægter

  3. Behandling og afstemning om forslag til nye vedtægter for IFN’s Kunstvenner

  4. Eventuelt

Den ekstraordinære generalforsamling afholdes alene med henblik på behandling af de foreslåede vedtægtsændringer.

Forslaget til nye vedtægter vedlægges indkaldelsen.

Der er to bilag:

  1. Forslag til nye vedtægter

  2. Forslag til nye vedtægter og nuværende vedtægter (ændringer markeret med rødt)

Formanden for kunstforeningen vil gennemgå de enkelte ændringer på generalforsamlingen og der vi være mulighed for spørgsmål. De nuværende vedtægter kan også ses her på hjemmesiden via dette link.

Efter de gældende vedtægter kræver vedtægtsændringer mindst 2/3 flertal blandt de fremmødte stemmeberettigede. Indkaldelsen skal ske via foreningens normale kommunikationskanaler senest 14 dage før generalforsamlingen.

Vi håber meget, at mange medlemmer vil møde op. Det er en vigtig beslutning om rammerne for IFN’s Kunstvenner og om, hvordan vi også fremover kan lade de gode resultater fra Nørhalne Viser Kunst komme både vores medlemmer og vores lokalområde til gavn.

Kunstforeningen vil sørge for brød og kaffe til de fremmødte.

​

På bestyrelsens vegne
Trine Schultz
Formand, IFN’s Kunstvenner

© 2025 by IFN's Kunstvenner.

bottom of page